(Gen)opbyg et godt sexliv - også i neurodivergente parforhold

Hvad kan du læse på denne side?

    Sexlivet er en væsentlig del af mange menneskers trivsel, forbindelse og følelsesmæssige sundhed. Men det er også et område, hvor mange par kæmper – både neurotypiske, neurodivergente og alle andre slags par.

    Det er normalt og forventeligt, at sexlysten svinger. Nogle perioder i livet er hårdere end andre. Børn i huset kan spille en rolle. Mentalt og fysisk helbred kan spille en rolle. I langvarige parforhold kan den spontane og spændende fase fade ud.

    I dette blogindlæg prøver jeg at beskrive, hvordan man kan genopbygge, styrke og forstå intimitet og sex, uanset hvilken slags hjerne, man går rundt med.

    Hvad består et godt sexliv af? Fem nøgleområder

    Et godt sexliv kan se helt forskelligt ud fra par til par. Nedenfor har jeg forsøgt at fremhæve nogle temaer, som går igen hos mange par;

    • 1) Viden om sex, 2) dit eget ansvar for sexlivet, 3) dialog om sex, 4) feedback og leg og 5) gode rammer.

    Viden om sex

    Tre vigtige pointer om sex;

    1. Der findes spontan og reaktiv lyst

    2. Der findes (mindst) fire slags berøringer

    3. Man kan aldrig få for lidt viden om sex

    1) Spontan og reaktiv lyst

    En af de mest basale indsigter handler om forskellen på spontan og reaktiv lyst:

    • Spontan lyst opstår af sig selv. Den kommer impulsivt indefra: “Jeg har pludselig lyst”.

    • Reaktiv lyst opstår som reaktion på kontakt, nærvær eller stimulation – fx under en kram, en god samtale eller efter gensidig berøring.

    I mange par er der én, som har spontan lyst, og én, som primært oplever reaktiv lyst. Det kan skabe et skævt mønster, hvor den spontane partner føler sig afvist, og den reaktive partner føler sig presset. Men begge former for lyst er normale.

    Løsningen ligger ofte i at forstå hinandens lystprofiler og tage højde for dem i samspillet. Det kan man f.eks. gøre ved at tage sig tid til at vække den reaktive lyst, også selvom den ikke er der i starten.

    2) Wheel of Consent - et stærkt værktøj

    Mange par har gavn af at kende til Wheel of Consent (på dansk: Aftalecirklen). Det er en model, der beskriver, hvordan der ikke bare er to (give-modtage), men i virkeligheden er fire handlinger, når to mennesker udveksler berøring med hinanden;

    1. Modtage berøring for sin egen skyld (vil du gøre dette for mig?)

    2. Modtage berøring for sin partners skyld (ja, du må gerne…)

    3. Give berøring for sin partners skyld (hvad kunne du tænke dig?)

    4. Give berøring for sin egen skyld (må jeg gøre sådan her ved dig?)

    DR2 har lavet en god udsendelse om emnet; Bedre sex med DR2 - 14 dage uden penetration (ny fane).

    3) Konkret viden om sexteknikker, genrer mm.

    Konkret viden om sex kan for mange par gøre en stor forskel. Konkret viden om teknikker, legetøj, genrer osv. kan inspirere og være med til, at man lærer sig selv og sin partner at kende. Viden kan også aftabuisere og gøre sex meget mere konkret og håndgribeligt. Mange par har gavn af at opsøge viden både hver for sig og sammen.

    Dit eget ansvar i jeres sexliv

    En udbredt misforståelse blandt partnere er, at det er den anden, der skal tænde én og den anden, der skal indfri ens seksuelle behov. Det er lodret forkert.

    Sex er et fælles mødested, som begge frivilligt vælger at besøge sammen. Ligesom en tur i biografen. I har hver især selv ansvar for at komme derhen, f.eks. ved at have god tid, varme op eller indstille sig mentalt på forhånd. I har også ansvar for at tale sammen om, hvilken biograffilm, I har lyst til at se, og I har hver især selv ansvar for at sige fra, hvis biograffilmen bliver for meget.

    De fleste par oplever også forskelligt sexdrive. Det vil ofte skabe konflikter og gnidninger. Partneren med størst sexdrive kan blive frustreret, føle afmagt og afvisning. Partneren med lavere sexdrive kan føle sig presset og utilstrækkelig.

    Her er det vigtigt at huske, at vi selv har ansvar for vores egen balance, ligesom vi selv har ansvar for at regulere vores stresniveau, vores væskeindtag og vores søvn. Mange mennesker trives godt med at have et solosexliv og et fælles sexliv sammen;

    • Pas på med at gøre jeres fælles sexliv til det eneste seksuelle outlet.

    • Solesex i parforhold er naturligt og kan være en god måde at regulere lystforskelle på. Solosex er for mange et godt seksuelt outlet udover det fælles sexliv.

    • Udvid eventuelt jeres seksuelle aktiviteter til at omfatte supplerende aktiviteter, hvor den ene er aktiv og den anden deltager mere passivt. Hvis f.eks. den ene partner har lyst og den anden ikke har, kan man mærke efter, om den ene partner på en god og frivilligt måde kan deltage i den anden partners solosex, evt. passivt - men kun, hvis man er okay med det! På den måde kan man bevare noget tosomhed og gøre plads til forskelligt sexdrive.

    At tale om sex uden for soveværelset

    • Omdefinér sex. Mange par definerer sex som samleje og som noget, der skal involvere kønsdele. Det er en snæver definition, som kan lægge pres på mange og gøre det svært at finde hinanden. Nogle gange kan det derfor hjælpe at smide den definition i skraldespanden(!) og bruge en meget bredere definition; sex er berøring og nydelse. Alle slags berøringer og nydelser tæller.

    • Tal om sex. Sæt ord på jeres tanker og drømme. Ligesom man taler om fælles budget, boligdrømme og rejser. I kommer ikke til at tale sex ihjel. Når man skal rejse sammen, giftes eller indrette en bolig, bruger man også mange timer på at tale sine ønsker igennem med hinanden. Man bruger tid på at planlægge detaljer, overveje muligheder og diskutere tingene frem og tilbage, hvilket ofte gør rejsen, brylluppet eller drømmehuset endnu bedre. Sexlivet er ingen undtagelse.

    • Læg eventuelt en fast aftale i kalenderen, hvor I taler om sex - f.eks. den første torsdag i hver måned efter børnene er puttet.

    Bliv tryg ved feedback og leg

    Sex er gensidig leg. Lege må gerne være kedelige nogle gange. Andre gange rammer man plet. Sex er også feedback og kommunikation i legen. De to temaer har jeg forsøgt at uddybe;

    Feedback: At kunne tale sammen under sex er vigtigt. Der findes en meget effektiv øvelse, hvor man træner netop dette på en neutral måde i et roligt tempo. Øvelsen hedder “3 minute game”, og du kan se den forklaret i videoen herunder. Feedback skaber tillid.

    Leg: Prøv nye måder at være intime på. Det må gerne være fjollet, og man må gerne smile;

    • Berøring, samtale, blikke, massage, fælles oplevelser.

    • Fjollede aktiviteter og lege, der fjerner alvoren og bringer det legende element tilbage; læg madplan sammen (nøgne) | konkurrer om, hvem der først får taget den andens strømper af | leg “gæt, hvad jeg forestiller mig”, | fortæl hinanden om pinlige oplevelser, I kan grine af.

    Skab gode rammer (måske planlægning?)

    Sex handler i høj grad om timing. Hvis I ikke er det samme sted (fysisk og mentalt) på samme tid, kan det være lige meget. Sex handler om at finde et tidspunkt og et sted, hvor I begge kan være tilstede sammen. I en travl hverdag kan det for nogle kræve planlægning.

    Mister man så det spontane? Måske lidt. Men er sex nogensinde helt spontant? Forbereder man sig ikke altid før en date? Ved man ikke altid, hvornår børnene sover? Planlægger man ikke en friweekend på forhånd?

    Forberedte aktiviteter kan sagtens være gode. Nogle gange bidrager forventningsglæden endda.

    Sex og intimitet i neurodivergente forhold

    Når den ene eller begge partnere er neurodivergente (f.eks. autistiske eller med ADHD), kan der opstå særlige udfordringer og dynamikker i intimiteten – men også muligheder.

    Har du ikke lyst? Eller er du faktisk overstimuleret?

    Nogle mennesker med neurodivergente hjerner oplever og sanser verden på en måde, der hurtigere skaber sensorisk overbelastning. Det stresser kroppen og kan gøre det ubehageligt at være tæt på andre mennesker. Sex kan pludselig blive overstimulerende eller smertefuldt.

    Typiske udfordringer i neurodivergente parforhold

    • Sensoriske forskelle: Hvad der føles rart for én, kan være overstimulerende for den anden.

    • Kommunikation: Manglende evne til at afkode subtile signaler kan føre til misforståelser.

    • Rigiditet: Forestillinger om, hvordan sex “bør” være, kan spænde ben.

    • Ulige erfaringer: Forskellige livsbaner kan skabe skævhed i seksuelle forventninger.

    Hvad kan I gøre?

    • Navngiv det: Sæt ord på, at sex og intimitet er noget, I gerne vil arbejde med.

    • Definér begreberne sammen: Hvad betyder intimitet og sex for jer hver i sær? Måske skal I omdefinere begreberne!

    • Skab fleksible strategier: Brug kodeord, planlæg sexvenlige dage, vær ærlige om kvoter og præferencer, planlæg eventuel en rutinemæssig opvarmning sammen, hvis det skaber forudsigelighed og tryghed.

    • Vær kærlige og konkrete: Drop tankelæsning. Spørg, fortæl, lyt.

    Næste
    Næste

    Styrk jeres parforhold med bedre kommunikation